Spor af Sommer – Emmas Tur til Sommerhus

Kapitel 1. Invitationen

Det begyndte som en bemærkning hen over en kop iskaffe. Emma og Lærke stod bag disken i caféen og havde en stille eftermiddag med lidt for meget tid til at dagdrømme.

“Min søster tager i sommerhus med nogle af sine veninder i weekenden,” sagde Lærke og smilte skævt. “De mangler faktisk én mere. Du kunne godt komme med, hvis du gad.”

Emma så op fra mælken, hun var ved at steame. “Altså… med din storesøster? Dem med fuldtidsjob og livserfaring og rigtige vinkældre?”

“Ja, dem. Og nej, de er ikke så slemme. De er søde. Og lidt vilde. Og du… ville passe ret godt ind, tror jeg. De kan godt lide sådan nogle som dig.”

“Sådan nogle som mig?”

Lærke nikkede og sendte hende det der blik. Det blik, som sagde, du ved godt, hvad jeg mener.
Emma lod blikket glide ned i kaffekoppen, men smilede. Hun havde ikke noget særligt, der holdt hende tilbage den weekend. Hun trængte faktisk til luft. Og til at føle sig en lille smule ny.

Kapitel 2. På vej mod vestenvinden

Fredag sidst på eftermiddagen stod Emma med sin sportstaske over skulderen og solen i øjnene, da en mørkblå stationcar rullede ind foran stationen.
Hun genkendte Sille bag rattet med solbriller og håret i en rodet knold. På passagersædet ved siden af hende og på bagsædet sad to kvinder, som hun aldrig havde mødt før – men de smilede varmt, da hun nærmede sig.

“Du må være Emma?” sagde Sille. “Hop ind – vi har kaffe og alt for mange snacks.”

Emma satte sig ind på bagsædet ved siden af en kvinde med mørkebrunt hår og fregner over næseryggen. Hun præsenterede sig som Camilla.
Forrest på passagersædet sad den tredje kvinde – Signe – som straks vendte sig om med et smil, da Emma lukkede døren bag sig.

“Det er godt, du kom med,” sagde Signe. Hendes stemme var lav og varm, og hendes øjne mødte Emmas et øjeblik længere end nødvendigt. “Vi har brug for lidt yngre energi.”

Emma lo lidt forlegent og spændte selen. “Jeg lover ikke noget… men jeg er god til at lytte.”

De grinede, og bilen satte i gang.

Turen mod vestkysten begyndte med den sædvanlige smalltalk, men stemningen var let og fyldt med små, afslørende grin. Musikken spillede i baggrunden – en blanding af 00’er-hits og rolig indiepop – og solen kastede lange skygger over motorvejen. Emma lod blikket glide ud over landskabet, men lyttede med halvt øre til samtalen foran.

Camilla fortalte en historie om en pinlig date med en trommeslager fra Aalborg, mens Sille og Signe flød ind og ud af samtalen med små tilføjelser og indforståede grin. Emma kunne mærke, at de tre kendte hinanden godt – men de gjorde plads til hende. Ikke på en kunstig måde. Det føltes bare… naturligt.

Ved en rasteplads holdt de pause. De delte en pose sour cream & onion-chips, og Emma sad på kanten af bagagerummet med benene dinglende, mens hun nød den friske luft. Signe satte sig ved siden af hende og rakte hende en lille juicebrik fra tasken.

“Du virker rolig,” sagde hun. “På sådan en måde, hvor man får lyst til at læne sig ind i stilheden.”

Emma smilte skævt. “Det er, fordi jeg stadig er lidt nervøs. Jeg kender jer jo ikke.”

“Det gør du snart,” svarede Signe og nippede til sin juice.

Da de var tilbage i bilen, satte Emma sig igen ved siden af Camilla. Hun kunne mærke varmen fra solen mod sit lår, men også den lette sitren i kroppen, der fulgte med tanken om, at denne weekend kunne blive noget særligt. Ikke nødvendigvis dramatisk – men fuld af stemninger, hun ikke helt kunne forudse.

Signe vendte sig af og til i sædet foran og spurgte ind til Emma – hvad hun lavede, hvad hun drømte om. Det var ikke standardspørgsmål. Det var sådan noget, man stillede, når man virkelig gad høre svaret.

“Jeg læser HF,” sagde Emma, “og arbejder i en café ved siden af. Og så tegner jeg. Når jeg tør.”

“Tør?” spurgte Signe.
“Nogle gange bliver det lidt for ærligt. Når man tegner nogen… så ser man dem.”

Signe nikkede, som om hun forstod mere, end hun sagde. “Det lyder som en god måde at komme tæt på nogen uden at sige for meget.”

Emma så ud ad vinduet igen, og for første gang i lang tid følte hun sig ikke som den yngste i selskabet. Hun følte sig bare… åben.

Kapitel 3. Sommerhuset i klitterne

De ankom lidt før solnedgang.

Vejen snoede sig gennem et landskab af høje marehalm, små træhytter og den slags stilhed, der kun findes tæt ved havet. Sommerhuset lå lavt mellem klitterne – et falmet sort træhus med hvidmalede vinduer og en terrasse, der vendte mod vest. Emma kunne straks mærke duften af tang og varm sand, og hendes skuldre faldt et par centimeter længere ned, da hun steg ud af bilen.

“Her bor vi,” sagde Sille og strakte armene ud som for at byde dem velkommen til et lille stykke frihed.

Emma greb sin taske og fulgte med ind. Huset var enkelt, men hyggeligt. Trægulve, en gammel brændeovn i hjørnet og slidte sofapuder med blomstrede betræk.
Man kunne se, at stedet havde levet. At det havde været brugt af nogen, der havde grint, grædt og måske elsket her.

Der var fire små værelser. Emma fik det inderste, med en smal seng under skråvæggen og et gardin, der blafrede i vinden fra det åbne vindue.
Hun lagde sin taske ved foden af sengen og stod et øjeblik bare og lyttede. Til vinden. Til latter fra stuen. Til sig selv.

Hun skiftede til en løs sommerkjole og trak bare tæer hen over det kølige gulv, mens hun pakkede sin skitsebog og blyanter ud. Hendes mave var fuld af forventning, men på en blid måde – ikke som sommerfugle, mere som strømme under overfladen, der trak hende et sted hen, hun ikke helt kendte endnu.

Udenfor havde de andre fundet tæpper og sat sig på terrassen med vin og chips. Sille åbnede en flaske med et lille pop, og Camilla grinede højlydt over en historie fra sidste års tur.

Emma satte sig i en stol i hjørnet med benene oppe under sig og et krus i hånden. Hun sagde ikke meget, men nød lydene omkring sig. Stemmer, der blandede sig med vinden. Små fnis. Korken, der rullede hen over brædderne. Den bløde knitren fra tæpper mod hud.

Signe kom ud lidt senere med en trøje trukket løst over skuldrene og to glas i hånden. Hun satte sig i stolen ved siden af Emma og rakte hende det ene glas.

“Du ser ud, som om du er landet,” sagde hun.
“Det føles sådan,” svarede Emma og mødte hendes blik.

De sad tæt, men ikke for tæt. Nok til, at Emma kunne mærke varmen fra hendes hud, når vinden lagde sig. Nok til, at hun opfattede den måde, Signe lod sine fingre glide langs kanten af glasset. Det var ikke bevidst forførelse – bare en rytme, en vane. Men det gjorde noget ved Emma. En tanke. Et glimt.

Sille skruede op for musikken. Camilla begyndte at danse i bare fødder på terrassen, og det hele føltes lidt som en scene fra en film – men uden det kunstige.
Bare kvinder, der lod tiden strække sig og gjorde plads til hinanden.

Senere på aftenen begyndte luften at blive køligere. Emma sad stadig i sin stol, indhyllet i et tæppe, med kinderne varme af vin og vinden i håret.
Signe bøjede sig lidt ind mod hende.

“Vil du gå med ned til vandet i morgen tidligt?”
Emma nikkede stille. “Hvis du vækker mig.”

“Det gør jeg,” sagde Signe og rejste sig. “Jeg plejer alligevel at vågne før de andre.”

Emma så hende gå ind gennem terrassedøren, langsom og afslappet. Hun vidste ikke, hvorfor hun pludselig havde lyst til at tegne hende.
Måske var det måden, hun bar sig selv på. Eller måske var det bare følelsen af, at noget uventet var ved at tage form.

Kapitel 4. Lys og skygger

Emma vågnede før vækkeuret. Luften i værelset var kølig, og gardinet blafrede let i vinden fra det åbne vindue. Hun lå et øjeblik og lyttede. Til stilheden.
Til huset, der endnu ikke var vågnet. Til sin egen krop, der føltes både tung og let.

Hun trak dynen omkring sig, men kunne mærke, at søvnen var væk. I stedet var der en slags… spænding. Ikke nervøsitet. Mere en fornemmelse af, at noget ventede.

Hun stod op, trak en sweater over sin tynde natkjole og listede ud i køkkenet. Lavede te i stilhed. Uden at tænde lys. Hun havde altid elsket de tidlige morgener – når dagen endnu ikke havde taget form, og man selv kunne fylde den ud.

Døren ud til terrassen knirkede lidt, da hun åbnede den, og den friske havluft slog hende i møde. Hun satte sig på trappen med koppen mellem hænderne og lukkede øjnene et øjeblik.

Der gik ikke mange minutter, før Signe kom ud. Hun havde en stor trøje over sit nattøj og bare tæer. Håret var rodet og øjnene stadig tunge.
Men smilet, da hun fik øje på Emma, var varmt og stille.

“Jeg sagde jo, jeg ville vække dig,” sagde hun.

“Du er god til det,” svarede Emma, og rykkede lidt til side, så der var plads.

De sad dér et stykke tid uden at sige meget. Drak te. Stirrede ud over klitterne, hvor solen var begyndt at lægge et gyldent skær over marehalmen.
En måge skreg i det fjerne. Alt duftede af salt og våd sandjord.

“Har du din skitsebog med?” spurgte Signe pludselig.

Emma nikkede. “Den er altid i tasken.”

“Vil du tegne i dag?”
“Måske. Jeg ved ikke hvad endnu.”

“Du kan tegne mig. Hvis du vil.”

Emma vendte hovedet og mødte hendes blik. Det var ikke sagt for sjov. Der var ikke et smil bag ordene, bare et blik, der rummede både nysgerrighed og noget mere.

“Det kræver, at du tør blive set,” sagde Emma langsomt.
“Det gør jeg,” sagde Signe. “Af dig? Ja.”

Emma vidste ikke, hvad det gjorde ved hende, men hendes fingre kriblede allerede. Ikke bare efter at tegne. Men efter at forstå, hvad det var, hun mærkede.
En ro. Og en uro.

De blev enige om at gå til stranden efter morgenmaden. Camilla og Sille var stadig ikke stået op, så de havde huset for sig selv i et par fredelige timer.
De gik langs kysten med bare fødder i sandet og vinden i håret, og Emma havde sin skitsebog under armen.

Signe satte sig i læ mellem to klitter, hvor solen ramte hende fra siden. Hun sagde ikke meget – lukkede bare øjnene, trak knæene op under sig og ventede.

Emma satte sig overfor og lod blyanten bevæge sig. Først tøvende. Så mere sikkert. Signes skuldre, hendes hals, det løse hår, der dansede i vinden.
Der var noget over hende. Noget, der hverken var traditionelt smukt eller perfekt – men intenst. Som om hun rummede mere, end hun selv sagde.
Måske netop derfor havde Emma lyst til at fastholde det.

Da Emma endelig løftede blikket fra papiret, opdagede hun, at solen stod højere på himlen, og Signe havde siddet stille længe med lukkede øjne.
Nu åbnede hun dem og så direkte på hende.

“Hvordan blev det?”
Emma tøvede. “Ærligt.”

“Så vil jeg gerne se det.”

Hun rakte hånden frem, og Emma gav hende skitsebogen. Signe så længe på tegningen. Bladre ikke videre. Sagde ikke noget med det samme. Og så:

“Du har fanget noget, jeg plejer at gemme.”

“Er det okay?”
“Ja. Det føles… nøgent. Men også… rigtigt.”

Emma nikkede. Hun forstod det godt. For hun kunne mærke det samme i sig selv – en blottelse, men også en tryghed. Som om det, de delte, ikke behøvede et navn endnu.

Kapitel 5. Flammer i mørket

Temperaturen var begyndt at falde i luften, da solen gled ned bag klitterne.
Efter en dejlig eftermiddag med bøger, døsige grin og snacks på terrassen, besluttede de at tænde bål nede ved stranden.

De slæbte tæpper, vin og en lille højtaler med sig over klitterne, mens himlen blev gylden og vinden løftede håret fra deres skuldre. Der var ingen mennesker at se.
Kun stranden, havet og dem.

Sille og Camilla gik straks i gang med at samle drivtømmer og gamle grene. Emma satte sig på et uldtæppe og betragtede dem. Hun kunne godt lide at være udenfor uden at skulle præstere noget. Bare være i sin krop, i vinden, i rummet.

Signe satte sig ved siden af hende med en flaske hvidvin og to plastikkopper. Hun hældte op og rakte Emma den ene.

“Skål på at være et sted, hvor mobilen ikke har signal,” sagde hun.
Emma skålede med et lille smil. “Og på at ingen forventer noget.”
“Præcis.”

Bålet blev tændt og flammerne voksede langsomt. Orange lys dansede over sandet og lagde sig som varme på kinderne. Musikken i baggrunden var blød – en stemme og en guitar, der næsten forsvandt i bruset fra havet.

Emma trak tæppet tættere omkring sig og satte sig med benene trukket op under sig. Signe sad tæt nok på til, at deres skuldre rørte hinanden en gang imellem, når de begge rykkede sig lidt.

De sagde ikke meget. Det behøvede de ikke. Der var noget i mørket og ilden, som gjorde det lettere at være stille sammen.

Efter noget tid gik Sille og Camilla lidt væk for at lede efter mere brænde, og pludselig var det bare Emma og Signe, alene ved bålet.

Signe sad og pillede ved kanten af sit glas. “Der er noget ved dig, der gør mig nysgerrig,” sagde hun.
Emma så på hende, men sagde ikke noget.
“Du siger ikke meget. Men når du gør, så føles det… vigtigt. Som om du vejer hvert ord.”
Emma smilede lidt. “Måske. Eller også er jeg bare bange for at sige for meget.”

Signe så længe på hende. Flammerne spejlede sig i hendes øjne.
“Det forstår jeg godt.”

Deres tæpper gled lidt, og deres hofter kom tættere på hinanden. Ikke planlagt. Bare langsomt. Naturligt. Emma kunne mærke varmen fra Signes lår mod sit eget – ikke hedt, ikke krævende. Bare tilstede.

“Du får mig til at slappe af,” sagde Emma stille.
“Og du får mig til at… være mere vågen,” svarede Signe.
“Vågen?”
“Ja. Som om du får mig til at lægge mærke til ting, jeg ellers ville overse.”

De sad sådan et stykke tid. Flammerne knitrede. Bølgerne slog dovent ind mod stranden. Verden udenfor føltes fjern, som en anden planet.

Emma havde lyst til at lægge hånden på Signes – bare for at mærke hende. Men hun gjorde det ikke. Ikke endnu. I stedet vendte hun hovedet mod hende og lod blikket hvile.

Signe mødte hendes øjne. Der var ikke noget, der skulle siges. Det hele lå dér – i flammerne, i mørket, i afstanden der forsvandt.

Kapitel 6. Nattevandring

Emma vågnede lidt over to. Huset lå mørkt og stille omkring hende. Vinden susede let udenfor, og en løs gren skrabede mod taget i langsomme bevægelser.
Hun lå med åbne øjne i sengen, men søvnen ville ikke komme tilbage.

I stedet var der en anden fornemmelse i kroppen. En uro, men ikke ubehagelig. Mere som en rest af noget, der var startet tidligere på aftenen og nu lå og summede under huden.

Hun rejste sig stille. Greb sin store trøje, stak fødderne i sandalerne og listede ud, uden at vække nogen.

Natten udenfor var kølig og levende. Klitterne var mørke skygger mod en himmel, der stadig bar spor af stjerner. Bølgerne lød højere nu, som om de havde mere magt om natten.

Hun fulgte stien mod stranden med tæppet over armen og skitsebogen under den anden. Ikke fordi hun skulle tegne. Bare fordi det føltes rigtigt.

Inden hun kom helt ud på den brede, tomme strand, satte hun sig i læ mellem to marehalmsklitter. Hun lagde tæppet om sig og lod vinden trække i sit hår.
Der var en frihed i at være alene her – i mørket, med hele verden som baggrund og intet, der forstyrrede.

Hun tænkte på bålet. På Signes stemme. På blikket, der havde varet lidt længere end det burde. På følelsen i kroppen, da deres hofter havde rørt hinanden.
Og på lysten – ikke voldsom, ikke overvældende, men som en stille strøm, hun godt kunne lide at mærke.

Hun hørte fodtrin i sandet og vendte sig langsomt.

Signe.

Hun havde trukket en cardigan over sig og gik barfodet. Hendes hår dansede i vinden, og hun smilede forsigtigt, da hun kom tættere.

“Jeg vidste, jeg ville finde dig her,” sagde hun stille.

Emma svarede ikke. Hun rykkede bare lidt til siden på tæppet, så der var plads.

Signe satte sig. Trak benene op og lagde armene omkring dem. De sad sådan lidt, uden at sige noget. Bare lod stilheden leve.

“Jeg har aldrig mødt nogen som dig,” sagde Signe til sidst.

Emma vendte hovedet mod hende. “Hvorfor ikke?”

“Fordi du ikke prøver. Du er bare… dig. Uden at gøre dig til.”

Emma trak tæppet tættere om sig og mærkede, at ordene satte sig et sted, hun ikke havde forventet. Hun blev ikke flov. Hun blev ikke forlegen. Hun blev bare… varm.

“Jeg ved ikke altid, hvem jeg er,” sagde hun ærligt.

“Det gør ingen,” svarede Signe. “Men du mærker det. Og det er sjældent.”

De sad tættere nu. Ikke fordi nogen havde rykket sig. Bare fordi vinden pressede dem sammen, eller måske noget andet. Deres skuldre rørte hinanden, og Emmas hjerte slog lidt hurtigere.

Hun lod hånden glide ud langs tæppet. Lod den langsomt finde Signes. Ikke med kraft. Bare som en tilstedeværelse. En invitation.

Signe vendte hånden og lod deres fingre flette sig sammen. Hendes hud var varm og blød. Emma mærkede sin puls i fingerspidserne.

De sagde ikke noget. Der var ikke brug for ord.

De sad sådan længe – med natten omkring sig, havet som lydspor og deres hænder som det eneste, der bevægede sig.

Emma havde aldrig følt sig så rolig og så levende på én gang.

Kapitel 7. Havets rytme

De sad længe uden at sige noget, mens vinden legede med deres hår og tæppet gled lidt ned over skuldrene. Fingrene var stadig flettede, og Emma kunne mærke sit hjerteslag slå tydeligt, som om det havde fået en rytme, der ikke tilhørte natten – men noget dybere. Noget i hende.

Signe vendte langsomt hovedet og så på hende. Et blik, der spurgte uden ord. Emma mødte det – uden at trække sig væk. Uden at lade frygten tage styringen.

Og så, uden at noget blev sagt, lænede Signe sig frem.

Det første kys var langsomt. Deres læber mødtes forsigtigt, næsten som om de begge ville være sikre på, at den anden virkelig var dér. Bløde, varme, nysgerrige læber. Et suk fra Emma, som hun ikke kunne holde tilbage. Et lille gisp, da Signe kyssede hende igen, lidt dybere.

Tæppet gled længere ned over skuldrene. Der var kun dem nu. Mørket, havet, og to kroppe, der ville tættere på hinanden.

Emma lagde hånden på Signes kind. Huden var varm og glat, og da hun lod fingerspidserne glide ned over halsen, mærkede hun pulsen slå under dem. Signe kyssede hende igen – langsomt, vådt, sultent – og lod tungen lege mod Emmas. Deres vejrtrækning blev tungere, og deres hænder begyndte at finde vej.

Signe lod hånden glide op under Emmas store trøje og fandt huden ved hendes hofte. Emma gispede svagt og lukkede øjnene. Berøringen var blid, undersøgende. Ikke krævende – men fuld af en rolig lyst, der voksede med hvert sekund.

Emma trak trøjen over hovedet, og natteluften føltes kølig mod hendes nøgne overkrop, men hun rystede ikke. Hun følte sig levende. Signe lænede sig ned og lod læberne kærtegne hendes hals, videre til kravebenet. Hver kys var som en lille bølge mod hendes hud – og Emma kunne mærke, hvordan hendes brystvorter rejste sig i vinden og i berøringen.

De væltede blidt ned på tæppet, og Emma lå på ryggen, mens Signe lænede sig over hende. De så på hinanden. Nogle sekunder uden kys, uden ord – kun blikke, og en gensidig, åben tilladelse.

Signe bøjede sig ned og lod tungen cirkle om Emmas brystvorte. Emmas krop spændte op og hendes hænder greb instinktivt fat i Signes overarme. Det føltes som en varm strøm, der begyndte i brystet og bredte sig ned gennem maven, mellem benene.

Hun kunne mærke sig selv blive våd – langsomt, men uimodståeligt – mens Signe kyssede sig ned over hendes mave. Fingrene gled ind under elastikken i hendes trusser og ventede et øjeblik. Emma nikkede næsten umærkeligt, og så gled de længere ned.

Signe trak langsomt trusserne af og lod dem glide hen over Emmas lår, mens hun selv skubbede sit eget nattøj til side. Deres nøgne hud mødtes, hofte mod hofte, lår mod lår. Den varme, bløde fugt mellem dem gjorde alting elektrisk.

Emma lod en hånd glide mellem Signes ben, fandt hendes våde varme og kærtegnede hende langsomt. Signe sukkede lavt mod hendes hals og skubbede sig let mod fingrene. Hun var åben, våd og modtagelig – og Emma elskede at mærke hende sådan.

De byttede plads i mørket. Signe lå på ryggen, og Emma satte sig halvt over hende – med et ben mellem Signes lår. Hun kyssede hende over hele kroppen: den bløde mave, hofterne, indersiden af lårene. Lyttede til hendes suk og vejrtrækning. Lyttede til sin egen.

Da Emma endelig lod tungen finde Signe mellem benene, spændte hele hendes krop. Smagen var salt og sød, varm og virkelig. Emma bevægede sig langsomt, rytmisk, med en sikkerhed, hun ikke vidste, hun havde. Hun ville give noget – ville se Signe miste sig selv lidt. Og det gjorde hun. Med fingrene i Emmas hår og et støn, der blev til et halvkvalt “ja…”.

Med fingrene i Emmas hår og et støn, der blev til et halvkvalt “ja…”, begyndte Signe at ryste let under hende. Hun trak Emma op til sig, men i stedet for blot at kysse hende, skubbede hun hende blidt ned mod tæppet og satte sig overskrævs på hende – med et ben på hver side af Emmas hofter.

Deres hud mødtes igen – varm, fugtig, levende. Signe lænede sig frem, og deres maver strejfede hinanden, bryst mod bryst, mens hendes skød fandt sit sted mod Emmas.

Hun begyndte at bevæge sig. Langsomt først. En rytme, der voksede ud af natten og deres åndedræt. Deres køn gled mod hinanden – fugtige, glatte, bløde.
Der var ingen afstand. Ingen barrierer.

Emma tog en hånd ned og skilte forsigtigt sine skamlæber med fingerspidserne, så Signe kunne glide tættere ind mod hende. Deres klitoriser mødtes – først med en blid, elektrisk berøring, og så med en stigende intensitet, som rytmen fandt sit naturlige tempo.

Signe lukkede øjnene. En lav lyd forlod hendes læber – ikke et støn, ikke et suk, men noget dybere. Hendes hofter bevægede sig med mere beslutsomhed nu, og Emma løftede sig en smule, så hver bevægelse sendte en bølge af varme gennem dem begge.

Det var ikke voldsomt. Det var ikke hurtigt. Det var dybt og flydende. Som havet bag dem – rytmisk, vedholdende, uendeligt.

Signe stønnede lavt og lod panden hvile mod Emmas, mens bevægelserne blev mindre og mere desperate. Emma mærkede sin egen krop reagere – små sitrende fornemmelser begyndte at samle sig i underlivet, spændinger, der trak sig sammen og byggede sig op i bølger.

En varme voksede i hende, en centrering af alting i hendes underliv, som langsomt bredte sig ud i benene, op i maven, helt ud i fingrene.

Signe rystede ovenpå hende. Et kort øjeblik holdt hun vejret – og så brød det løs i hende, som en indre eksplosion af varme og forløsning. Emma mærkede det hele, hun kunne mærke hvordan safterne løb ud af Signe, og ud over hendes skød. Samtidigt mærkede hun sin egen orgasme trække op som en spiral, en trykbølge fra maven og ned gennem bækkenet. Det hele smeltede sammen i et fælles klimaks – med krop mod krop, ånde mod ånde, og lyden af deres sammenfiltrede nydelse mod det bløde tæppe og det uendelige mørke omkring dem.

Da stilheden igen tog over, og pulsen faldt, lå Signe hen over hende – varm, tung, og stadig med en sagte dirren i hofterne.

Signe trak hende op til sig igen og kyssede hende dybt, mens hun trak tæppet over dem begge. De lå der længe, nøgne og forpustede, med armene viklet ind i hinanden og kinden mod skulderen.

“Er du okay?” spurgte Signe.

Emma nikkede. “Jeg har aldrig… ikke sådan her. Men ja. Mere end okay.”

Signe smilte mod hendes hals. “Det føltes som noget, vi ikke behøver forstå. Kun mærke.”

Og Emma kunne ikke have sagt det bedre selv.

Kapitel 8. Søndag med stilhed

Emma vågnede af lyset. Ikke skarpt, bare blødt. Som en varm hånd mod kinden. Tæppet var trukket op over skuldrene, og hun kunne mærke Signes krop tæt op ad sin – stadig varm, stadig nøgen. Deres ben var filtret sammen, og luften omkring dem var tung af nat, salt og sved.

Hun lukkede øjnene igen og mærkede det hele: Den langsomme vejrtrækning mod hendes bryst. Den sagte prikken i lårene. Den fine ømhed mellem benene, som en påmindelse om noget virkeligt.

Signe lå stille. Hendes hånd hvilende på Emmas hofte, som om hun ikke helt havde givet slip i søvnen.

Emma kyssede hende blidt på skulderen og trak sig forsigtigt ud af tæppet. Hendes krop frøs en smule i vinden, men det føltes også rensende – som at vågne i et andet lag af sig selv.

Hun fandt sin trøje og trusser, tørrede lidt sand af lårene og gik langsomt tilbage mod huset, mens solen begyndte at stå op over marehalmen.

Inde i køkkenet var der stille. Hun satte vand over og fandt to kopper frem. Lavede te i stilhed og mærkede, hvordan hendes krop stadig var lidt tung – ikke træt, bare mæt. På en måde, hun ikke havde prøvet før.

Kort efter kom Signe ind, stadig i cardigan og med rodet hår. Hun sagde ikke noget, men gik hen til Emma og lagde en hånd om hendes ryg. Et langsomt klem. Ikke for at eje, ikke for at spørge. Bare for at være.

De satte sig på terrassen med hver sin kop og så ud over klitterne. Morgenen var frisk og fuglene begyndte at vågne.

“Hvordan har du det?” spurgte Signe til sidst.

Emma trak vejret ind. “Som om jeg har været i vandet. Og stadig er våd. Men på en god måde.”

Signe smilede. “Det var smukt, det vi delte. Det var… roligt.”

Emma nikkede. “Og ægte.”

De sagde ikke mere. Der var ikke behov for at definere det. Det skulle ikke forklares. Ikke bære et navn. Det skulle bare findes i kroppen, i blikket, i efterklangen.

Camilla og Sille stod op lidt senere og begyndte langsomt at pakke sammen. Snakken gik, og stemningen var let og søvnig. Ingen vidste, hvad natten havde budt på – og der var heller ingen grund til at sige det højt.

Emma hjalp med at rydde op, men hendes tanker lå stadig i klitterne. I huden. I varmen fra Signes lår og i følelsen af hendes hånd over maven, lige før de faldt i søvn.

Da de kørte hjemad et par timer senere, sad Emma på bagsædet igen – med solen i øjnene og vinden i håret fra den åbne siderude. Hun så ud på landskabet, der rullede forbi: marker, vindmøller, tankstationer. Verden var tilbage. Men noget i hende havde ændret sig.