Model for en dag

Model for en dag –

Kapitel 1: Bare for sjov… eller?

“Okay, men I lover ikke at grine?”
Jeg stod foran baggrunden i den grønne kjole og så på dem med et halvgenert smil. Kjolen sad stramt og krøb lidt op på lårene, men det var netop pointen – at det skulle være lidt frækt, lidt skørt. Noget vi ville grine af bagefter.

Vi havde lejet et lille fotostudie nede i byen i et par timer. Et af de steder, hvor man selv kunne booke tid og lege fotograf for en dag.
Jeg havde stået model før – et par gange, for nogle små jobs her og der – men aldrig på den måde. Ikke med mine veninder.
Ikke uden regler.

Stephanie havde kameraet i hænderne, og hendes øjne lyste på en måde, jeg godt kendte. Det var ikke første gang, jeg havde fanget hende i at kigge lidt for længe.
Og det var måske også derfor, jeg havde sagt ja.

Lærke gik rundt og rettede på lysene og påpegede, at min kjole sad lidt skævt. “Løft skulderen lidt. Ja, dér. Og så træk vejret ind.”
Vi grinede. Det hele var så uformelt, så hjemmelavet. Men der var også noget… spændende i det. Jeg kunne mærke min puls stige lidt, hver gang Stephanie sagde “lige dér, hold den”.

Jeg satte håret op i en løs knold og gav dem et lille nik.
“Så, hvad nu?”
Stephanie smilede. “Nu prøver vi noget lidt mere… intimt?”
Det var hendes tone, mere end ordene, der fik mig til at rødme.
Jeg vidste godt, hvad hun mente. Og jeg havde det på samme måde.

“Altså… jeg har et sæt undertøj med,” sagde jeg og så kort på Lærke.
Hun rynkede brynene. “Emma…”
“Ikke noget vildt. Bare lidt sjov,” svarede jeg hurtigt.
Men jeg vidste godt, at vi havde krydset et lille usynligt punkt. Noget nyt var begyndt.

Jeg forsvandt bag et forhæng og trak vejret dybt, mens jeg skiftede. Det var ikke første gang, jeg stod i undertøj foran et kamera – men det her føltes alligevel anderledes.

Det var vores idé. Vores regler. Og måske… ingen grænser.

Kapitel 2 – Blik der bliver lidt for længe

Lyset i studiet var blødt og varmt, som om det også spillede med. Jeg stod nu i det lyse undertøj – bh og trusser i samme tone som min hud, hvilket næsten fik det til at ligne, at jeg intet havde på. Jeg trak skuldrene lidt tilbage og mærkede varmen i kinderne, da jeg hørte kameraklikket.

Stephanie sagde ikke meget, men hun smilede. Det dér stille smil, som mest kom, når hun fik lov at kigge.
Lærke sad på en taburet og stirrede på sin telefon, men jeg kunne mærke hendes blik løfte sig med mellemrum – og hendes uro var tydelig.

“Skal vi prøve, at du sætter dig på stolen dér?” spurgte Stephanie.
Jeg nikkede og gik over mod de to runde skamler, der stod lidt skævt i hjørnet. Jeg satte mig først på den ene, men endte stående imellem dem – hænderne bag ryggen, ryggen rank, brystet let fremme.
Klik. Klik.
Stephanie flyttede lidt på sig. Hun kom tættere på. Jeg kunne se, hvordan hendes blik blev mere intenst.

“Det er vildt, Emma… du har sådan en ro,” sagde hun lavt.
Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare. Jeg smilede bare – en blanding af generthed og noget andet. Noget lidt… vovet.

“Okay, det her begynder at blive lige vel meget,” mumlede Lærke pludselig og rejste sig.
Jeg kiggede hen på hende. Hun var ikke vred – bare lidt utilpas.
“Vi sagde jo bare for sjov.”

“Det er for sjov,” svarede jeg stille. Men selv jeg kunne høre, at det ikke længere bare var det.
Jeg trak vejret dybt, stillede mig igen og lod kameraet fange mig fra siden. Jeg vidste godt, hvad Stephanie så – det var meningen. Jeg kunne mærke hendes øjne mere end linsen. Hendes tilstedeværelse sitrede i luften.

Lærke sukkede og satte sig igen.
“Fint. Men du behøver altså ikke at være helt nøgen for at det bliver spændende.”

Jeg sagde ikke noget.
Men inde i mig voksede tanken:
Hvad nu hvis…?

Kapitel 3 – Når blikket bliver en berøring

“Prøv at sæt dig dér igen – men lidt mere afslappet,” sagde Stephanie og nikkede mod taburetten midt i rummet.

Jeg gik derhen uden at sige noget. Kjolen var stadig den grønne – den stramme med tynde stropper, som hele tiden gled op, bare ved den mindste bevægelse.
Jeg satte mig forsigtigt. Den ene fod på gulvet, den anden op på taburetten ved siden af, og benene gled automatisk lidt fra hinanden.
Kjolen fulgte med.

Lærke så det med det samme. Hun sagde ikke noget i første omgang, men jeg kunne mærke det i hendes blik. Den dér følelse af, at nu gik det lidt for langt.
At vi ikke bare legede længere.

Jeg rakte op og satte mit hår op i en hurtig knold. Kjolen gled op over lårene. Jeg overvejede kort at rette den ned – men lod være.
Stephanie stod bare og kiggede. Kameraet var ikke i bevægelse endnu. Hun stirrede. Ikke på en ubehagelig måde – men intenst.
Som om hun lige havde glemt, at der også fandtes en virkelighed uden for mit lår og den tynde stofkant.

“Du ser…” Hun tøvede. “Virkelig smuk ud, Emma.”
Jeg smilede – et lille, genert smil, som jeg ved, virker.
“Det er bare for sjov, ikke?”

Klik.
Endelig begyndte hun at tage billeder igen.
Klik. Klik.
Men hendes blik bag kameraet var ikke det samme som før. Det var mere stille. Mere sultent.

Jeg lænede mig lidt frem og hvilede albuen mod det ene knæ. Kjolen åbnede sig yderligere. Jeg mærkede et koldt pust mellem benene – ikke fra airconditionen, men fra luften i rummet, der pludselig føltes opmærksom.

Lærke gik lidt rundt. Tog en flaske vand, rodede i sin taske. Hun sagde lavt: “Du behøver ikke… du ved. Overdrive.”

Men jeg svarede ikke. Jeg lod bare blikket glide over mod Stephanie igen og så, hvordan hun nærmest holdt vejret.

Jeg skubbede kjolen lidt til side. Ikke meget. Bare en smule.
Jeg kunne mærke, at trussen var synlig nu – men også, at Stephanie havde fået øje på det.
Hendes blik lå tungt på mig, som en hånd der kærtegnede uden at røre.
Jeg elskede det.

Det var ikke længere bare billeder.
Det var en tilståelse uden ord.

Kapitel 4 – Noget kun os to ved

“Okay, det er de sidste billeder nu,” sagde Stephanie, mens hun rettede lidt på kameraet.
Hendes stemme var dæmpet og en anelse hæs. Som om hun havde holdt vejret lidt for længe.
Hun stod tættere på nu. Meget tættere. Det var ikke bare som fotograf. Det var som én, der var til stede – fuldt og helt.

Jeg sad på taburetten igen, denne gang med benene let over kors og kjolen trukket ned, så det hele så lidt mere afdæmpet ud. Men det var en facade.
Inde i mig rasede en varme. En sitren. Jeg kunne mærke, hvordan jeg var lige på kanten – og hvordan Stephanie stod dér, klar til at falde med, hvis jeg tog det sidste skridt.

Lærke havde sat sig i vindueskarmen og stirrede ud. Jeg kunne mærke, at hun var blevet mere stille, lidt trukket tilbage.
“Jeg tror, jeg henter noget at drikke,” sagde hun pludseligt og rejste sig.
Vi nikkede begge to.
Døren smækkede blødt bag hende.
Og rummet forandrede sig.

Alt blev stille.
Men ikke tomt.

Stephanie og jeg så på hinanden. Der var ikke nogen instruktioner. Ikke nogen pjattet stemning eller nervøs latter længere.
Det var bare os to.
Og det, vi begge godt vidste, var på vej.

Jeg rejste mig langsomt og lod hænderne glide ned over siden af min krop. Fingrene fandt kanten af kjolen, og jeg trak den stille op over hofterne og lod den glide ned langs mine ben, til den lå i en blød cirkel omkring mine ankler. Jeg stod nu kun i undertøj, men følte mig hverken nøgen eller sårbar. Tværtimod.
Jeg havde aldrig følt mig mere i kontrol.

Stephanie sagde mit navn lavt. Bare én gang.
“Emma…”
Men jeg rystede bare let på hovedet.
“Shhh,” svarede jeg og smilede.

Jeg satte mig ned igen, denne gang med fødderne placeret lidt længere fra hinanden. Trusserne sad stadig på plads, men jeg kunne mærke, hvordan varmen mellem mine ben var blevet mere intens. Da jeg lod en finger glide ned i linningen og forsigtigt trak stoffet lidt til side, opdagede jeg, at jeg allerede var en smule våd.

Min finger glinsede svagt i lyset.
Et blidt bevis på, hvor meget situationen havde påvirket mig.
Jeg så på Stephanie.
Hun stod helt stille, som om hendes krop havde glemt at trække vejret.

Uden at tænke lod jeg hånden række ud mod hende. Fingeren blottet. En næsten lydløs invitation.

Stephanie gik tættere på. Hun sagde ingenting.
I stedet bøjede hun sig en smule ned, tog forsigtigt fat om mit håndled og førte min finger ind i sin mund.

Hendes øjne slap ikke mine.
Tungen kærtegnede spidsen, langsomt. Fugtigt.
Så lukkede hun læberne om fingeren og førte den dybere ind – blidt, men med en klar hensigt.

Hun suttede. Roligt. Nærmest som om hun øvede sig på noget andet.
Mit hjerte bankede hurtigere, og jeg sad helt stille, mens hendes mund lavede små, rytmiske bevægelser omkring min finger.

Så slap hun den med et lille smæld.
Et suk.
Et blik, der sagde mere end ord.

Og så greb hun kameraet igen.

Klik.
Klik.
Jeg sad stadig med benene åbne, trusserne let skubbet til side.
Og hendes blik havde ændret sig for altid.

“Du fik det hele med?” spurgte jeg blidt.
Stephanie nikkede, slet ikke i stand til at skjule sit smil.
“Alt,” sagde hun stille.

Jeg trak trusserne forsigtigt på plads igen.
Tog en dyb indånding.
Og lige da jeg satte mig mere ret op, gik døren op.

Lærke kom ind med tre flasker vand og et lille smil, som om hun havde fået luft nok til at spille normal igen.
“Har I været flittige?” spurgte hun.

Stephanie løftede kameraet og smilede.
“Vi fik nogle virkelig smukke skud.”

Jeg sagde ikke noget.
Men vi vidste begge to, at nogle af de billeder aldrig skulle ses af andre.
De var kun til hende.
Og til mig.

Noget kun os to ved.