Mandag i virkeligheden
Emma, Josefine og Lærke – tilbage til hverdagen efter en weekend de aldrig glemmer, men ikke taler for meget om
Klokken 08.17
Der var noget ved lyset den morgen. Det var blødere end normalt, næsten varmt, selvom det var en mandag i slutningen af marts. Solen sneg sig ind mellem de støvede persienner i klasseværelset og landede på det gamle linoleumsgulv som gyldne striber.
Emma sad ved vinduet. Hun havde stadig vindjakken halvt på og håret samlet i en rodet knold, som hun kun havde rystet halvt løs.
Der var kaffe i hendes termokop, men hun havde endnu ikke drukket af den.
Ved hendes side sad Josefine. Rolig, lidt træt i blikket. Hun havde sat sig, uden et ord, og kun sendt Emma et lille smil. Ikke et særligt smil. Ikke det smil.
Bare et: “Vi er her igen”-smil. Og det var nok.
De havde ikke aftalt noget. Hverken i lørdags eller søndag. De havde ikke ringet. Ikke skrevet mere end et “tak for i går” og et par hjerter.
Og det var okay. For Emma havde ikke lyst til at analysere det ihjel. Det, de havde gjort i fredags, var ægte. Men det betød ikke mere end det, de allerede vidste.
At de havde prøvet noget. Sammen. Og at det havde været frækt, trygt og dejligt.
Men det ændrede ikke, hvem de var.
Lærke ved det ikke… endnu
Emma hørte dørhåndtaget bag sig gå op og kendte straks rytmen i de skridt, der fulgte. Det var Lærke. Altid et par minutter for sent, altid med håret i en løs knold og øretelefoner hængende fra kraven, selvom hun sjældent brugte dem.
“Godmorgen, mine piger,” sagde hun, mens hun smed tasken ved bordet og satte sig tungt.
Josefine drejede sig halvt i stolen. “Du nåede det.”
Lærke grinede. “Altid. Har I kaffe?”
Emma rakte sin termokop over til hende. “Du må få første slurk. Jeg har alligevel ikke smagt endnu.”
Lærke drak og sukkede. “Guddommeligt. Jeg elsker dig.”
Emma smilede svagt. Det var som altid. Men lige under overfladen – dér, i den varme kop og Josefine ved siden af – lå en hemmelighed, som hun endnu ikke havde sagt højt. Noget de skulle finde ud af at dele. Uden at det ændrede stemningen.
Men hvornår? Hvordan?
I frikvarteret
Det blev i solen. Udenfor, ved de lave bænke foran skolen, hvor folk sad og suttede på cigaretter og drak energidrik. De tre piger havde trukket sig lidt væk, med hver sin kaffe og plastikbeholdere med halvspiste rugbrødsmadder.
“Så,” sagde Lærke og lænede sig frem. “Var det hyggeligt i fredags, efter jeg smuttede? Jeg skrev jo. I svarede aldrig.”
Josefine rystede på hovedet. “Sorry. Vi kom aldrig videre med telefonen.”
Emma og Josefine udvekslede et blik. Det var ikke et “vi-tænder-på-hinanden”-blik. Det var et “skal vi sige det nu?”-blik.
Lærke ventede. Og så nikkede Emma.
“Der skete noget. Efter du var gået.”
Lærke hævede et øjenbryn. “Noget?”
“Vi kyssede,” sagde Josefine roligt. “Og… vi havde sex.”
Lærkes blik ændrede sig. Ikke dømmende. Ikke chokeret. Bare overrasket. Hun så først på Josefine. Så på Emma.
“Altså… virkelig?” spurgte hun. “I to?”
Emma nikkede. “Det skete bare. Vi havde drukket lidt. Snakkede om fantasier. Og… så udviklede det sig.”
“Det var ikke planlagt,” tilføjede Josefine. “Og det ændrer ikke noget. Vi går ikke og tænder på hinanden hele tiden.”
Lærke stirrede ud i luften et øjeblik. Så nippede hun til sin kaffe.
“Jeg tror ikke, jeg kunne det,” sagde hun. “Altså… det har aldrig sagt mig noget. Piger.”
Emma ventede, men Lærke smilede og lagde hovedet lidt på skrå.
“Men jeg synes ikke, det er mærkeligt. Det lyder faktisk ret… fint.”
Josefine grinede. “Det var det også.”
“Men I er ikke kærester nu, vel?” spurgte Lærke.
De rystede begge på hovedet.
Emma sagde: “Det var bare en oplevelse. En fantasi, vi udlevede. Ikke noget vi forventer skal være mere.”
“Selvom jeg ikke siger nej, hvis det sker igen,” tilføjede Josefine med et glimt i øjet.
Lærke lo. “Selvfølgelig ikke. I to er jo begge små freaks.”
Emma kastede en serviet efter hende. De grinede. Og så var det, som om luften blev lettere.
Flirt og fnis
Resten af dagen gik hurtigt. Klassen summede, som den plejede, med grin, sladder og beskeder, der blev sendt på kryds og tværs. Og som altid, var der drenge, der flirtede.
Mads fra C blinkede til Josefine på gangen, og hun blinkede igen – som en leg. Emil satte sig bag Emma og kommenterede, at hendes parfume var “farligt god.”
Lærke fik en seddel med et hjerte fra Kasper og rev den over med et grin.
De tre piger flirtede som de plejede. Med øjne, smil og drilleri. Men det blev aldrig mere. Det var som en sport, et spil, de alle kendte reglerne i.
Ingen dreng fik lov til at røre dem, ingen fik adgang til mere end det, de selv ville give.
De vidste, hvad de kunne lide. Og hvad de ikke ville have.
Skiftet
Efter sidste time skyndte Emma sig hjem og skiftede tøj. Hun elskede sit lille badekar i den gamle lejlighed, men i dag var der ikke tid.
Hun trak i sit caféoutfit – sorte bukser, skjorte, håret i fletning.
Hun havde lukkevagt. Og hun elskede det. På vej ud af døren skrev hun til Josefine:
“Du ser ikke anderledes ud i dag. Men jeg ved noget, de andre ikke ved 😏”
Og Josefine svarede:
“Vi burde skrive dagbog sammen. Bare for os. Vores egne små kapitler.”
Caféens ro
Caféen var stille, som mandage ofte er. Et par stamgæster, et par studerende med bærbar, og en ældre herre, der altid sad i hjørnet og læste avis uden at bestille andet end én sort kaffe.
Emma tændte lys i vinduerne og lagde nogle ekstra kager frem. Hun elskede lyden af maskinen, der dampede. Følelsen af mælkeskum mellem fingrene, når hun lagde det i bløde spiraler over cappuccinoen. De små samtaler med kunderne. Smilene.
Der var noget rent over det.
Hun tænkte lidt på fredagen. Ikke med begær, men med varme. Det var et godt minde. Noget hun ville tage med sig. Hun kunne sagtens finde på at gøre det igen.
Måske med Josefine. Måske med en anden pige en dag. Men det var ikke et behov. Det var bare en mulighed.
Hun vidste nu, at hun turde.
Sidste kop
Da hun havde lukket døren efter den sidste gæst, trak hun gardinerne halvt for, satte sig med en cappuccino og så ud over gaden. Regnen begyndte at dryppe let.
Folk gik forbi med hætte på.
Emma pustede til sin kaffe og tænkte, at hendes liv var begyndt for alvor. Ikke med et brag. Men med en hvisken. En opdagelse. Og to veninder, der kendte hende, som hun var.
Hun smilede. Ikke fordi hun følte sig fræk. Ikke fordi hun havde planer. Men fordi hun var tryg i sig selv.
Og næste fredag… ja, den måtte byde på, hvad den ville.